Mens Nørrebro for tiden beskrives som noget nær en krigszone af medierne på grund af den eskalerede bandekonflikt, bød weekenden på gode muligheder for at opleve en meget anderledes side af bydelen. Nørrebro Lokaludvalg afholdt i samarbejde med en række lokale grønne projekter den årlige Nørrebro Byhavefestival. I den forbindelse kunne man blandt andet komme til folkekøkken, klappe kaniner, lave pandekager over bål, lære om biavl og affaldssortering, lytte til jazz eller få tips til dyrkning af krydderurter på altanen. Jeg synes især festivalen var en rigtig god anledning til at besøge nogle af de grønne åndehuller, jeg til daglig suser forbi på cykelstien eller slet ikke kendte, fordi de ligger og putter sig i et boligområde.
Jeg nåede selvfølgelig ikke at deltage i så mange arrangementer, som jeg havde håbet, og selvom jeg tit er glad for en anledning til at flashe min nye paraply med grønne blade på, virkede nogle af weekendens regnskyl altså liiidt afskrækkende.
Nå, men her er, hvad jeg heldigvis nåede at opleve:
Torsdag eftermiddag deltog jeg i den officielle åbning af byhavefestivalen ved Stengadepavillonen, som er et samlingssted for beboerne i de omkringliggende opgange. Fremmødet var overraskende sløjt – vi var måske 20 mennesker, der sad og slubrede økologisk sodavand ved små borde med grøn- og hvidternede duge under åbningstalen, men bagefter var der små, fine aktiviteter i fælleshaven omkring pavillonen. Her fik jeg lært at tage frø fra radiser, tagetes og morgenfruer, og Aiah Noack fra Naturplanteskolen demonstrerede, hvordan man kan lave flotte og lækre fantasilater med spiselige blomster.
Senere var der havevandring på Indre Nørrebro med gartner og kompostekspert Jan Kuusisaari som guide. Det var ret sjovt at se, hvad der gemmer sig i baggårdene af høns, pizzaovne, cykelskure med grønne tage, bistader og hjemmebyggede drivhuse. Flere steder holdes haverne ved lige af et par enkelte entusiastiske beboere, men der var også eksempler på, at flere foreninger i et gårdlaug var gået sammen om at aflønne en gårdmand. I en karré ved Blågårdsgade mødte vi én, som satte en ære i at involvere beboerne, børn som voksne, i at dyrke grønt i gården. Jeg synes det er virkelig forfriskende, når grønne områder omkring lejlighedskomplekser er meget mere end græsplæner og høje hække!
Søndag var jeg til havevandring og ”open air talk” i Lersøgrøftens Integrationsbyhaver, hvor jeg selv er så heldig at have fået mig 12 kvadratmeter at dyrke på. Integrationsbyhaverne består af 150 havelodder på hver 12 kvadratmeter og ligger som en lang stribe langs med s-togssporene mellem Bispebjerg og Ryparken Station. Foreningen har to ventelister til haverne, én for folk født i Danmark og én for folk født udenfor Danmark. Haverne tildeles så efter et skakternsprincip, hvor hver anden have dyrkes af en person født i Danmark og hver anden af én født udenfor Danmark. Tanken er, at det giver kendskab og venskab at mødes over grøntsagerne og udveksle tips, frø, opskrifter, osv.
Mine ture til integrationsbyhaverne plejer at være MEGET lavpraktiske – så, luge, høste, vande (jeg mener i hvert fald at kunne huske, at der var engang i juni, hvor der var behov for at vande?!?). Denne dag bød dog på et mere akademisk blik på havedyrkning; to forskere, som begge har lavet feltarbejde i haverne, var inviteret til at tale om byhavers fællesskabende potentialer.
Linda Lapina har netop afsluttet sit phd-projekt på RUC om hverdagsrelationer, inklusion og eksklusion i forskellige byrum i Nordvest. Og Søren Christensen, lektor ved Professionshøjskolen Absalon (bedre kendt som UC Sjælland indtil for få uger siden), forsker i byhavers indflydelse på blandt andet den sociale sammenhængskraft i lokalområder.
Lapina er geograf, og jeg bed mærke i hendes pointe om, at haverne rækker ud til andre ”rum”, idet en del af havedyrkerne ønsker at dyrke planter, de er vokset op med. Derfor får de frø tilsendt fra hjemlandet eller fra forældrenes have i Jylland. Jeg synes det er ret fint, at man kan skabe en lillebitte smule hjemlighed eller bro til barndomsminderne på den måde.
Derudover blev det især diskuteret, hvad det er for en slags fællesskab, et sted som Integrationsbyhaverne er med til at skabe. Christensens forskning peger på, at medlemmerne af haverne har en højere socioøkonomisk status end gennemsnittet i lokalområdet, og efter sigende dyrkes en del af de haver, der er for folk født udenfor Danmark, af phd-studerende fra DTU. Det kom bag på mig. Jeg synes ikke, at foreningen skal ud i kryptiske diskussioner om, hvem der er “den rigtige slags udlændinge”, men jeg håber vi kan arbejde for, at haverne i højere grad bliver et mødested for et repræsentativt udsnit af de mennesker, der bor i dette hjørne af Nørrebro/Nordvest/Ydre Østerbro. For haver KAN noget særligt, når det handler om at bringe forskellige mennesker sammen – og det har vi mere brug for end nogensinde.
Når en byhave er allerbedst, kan den være en arena for lidt mere ligeværdige og nysgerrige møder mellem mennesker med forskellige baggrunde og livssituationer. Søren Christensen sagde det fint: I en byhave er det første spørgsmål ikke det klassiske ”Hvad laver du så?”, men derimod ”Hvad dyrker du?” Og der bliver dyrket på livet løs på Nørrebro, skulle jeg hilse og sige. Tak for en inspirerende Byhavefestival!