Duk… duk… duk… duk… lyder det taktfast mod asfalten. Jeg er på vej rundt om Utterslev Mose for at teste mine nyindkøbte vandrestave for første gang. Jeg føler mig fjollet og sej på én gang, mens jeg traver energisk afsted. Fjollet fordi jeg må indrømme, at jeg især forbinder brugen af vandrestave på byens asfalt med grupper af seniorer på stavgangstur. Og sej fordi jeg med mit nyindkøbte grej forestiller mig, at jeg har taget de første skridt til at blive sådan én, som tager på lange, strabadserende vandreture. Jeg falder ind i en god rytme og har en følelse af, at alle muskler i min krop arbejder sammen, mens jeg går. Jeg har gået rundt om mosen mange gange før og tænker igen, hvor heldig jeg er at have Københavns vist nok næststørste naturområde lige rundt om hjørnet.
Jeg går i mine egne tanker, da en mand kommer cyklende imod mig. Idet han passerer mig, råber han pludselig ”Luder!” efter mig. Han kører bare videre, og jeg stopper ikke engang op. Men ordet bliver ligesom hængende i luften. Og mit humør er fuldstændigt forandret.
På resten af turen kiggede jeg mig flere gange over skulderen og var pludselig glad for at være i et område, hvor der også var andre mennesker. Jeg blev vred og frustreret over, at nogen kunne råbe af mig og på få sekunder få mig til at føle mig utryg og komme helt væk fra bare at være. Og ikke mindst var jeg helt forvirret over, hvad det skulle til for – jeg gik jo bare dér og passede mig selv.
Jeg er fuld af beundring overfor kvinder, som vandrer langt, og kvinder, som vandrer alene. Jeg har, ligesom så mange andre, aldrig gået mere end i coronaåret 2020. Dog mest i selskab med andre og mest på ret lettilgængelige sjællandske vandreruter. Jeg føler mig ikke særligt modig hverken når det kommer til at være alene på øde steder eller ved tanken om at forcere mere vanskeligt terræn. Men ideen om det drager mig alligevel. Jeg slugte bogen ”Wild” om den amerikanske kvinde Cheryl Strayed’s solotur ad den 1800 kilometer lange Stillehavsrute, mens jeg selv var afsted på en noget mere magelig rejse til Australien. For nylig faldt jeg desuden over bogen ”Women walking”, som ser nærmere på den promenerende/spadserende/vandrende/klatrende kvinde i et (europæisk) kunst- og litteraturhistorisk perspektiv. Bogen er illustreret med malerier og fotografier, heriblandt P. S. Krøyers plakatklassiker med Marie Krøyer og Anna Ancher spadserende arm i arm langs Skagens strande i lange hvide kjoler, satiretegninger fra 1700-tallet af hofdamer med gigantisk hårpynt og omfangsrige kjoler trippende afsted i bittesmå sko – og ikke mindst et sort/hvid-fotografi af kvindelige bjergbestigere på vej over en gletsjer iført ankellange skørter og stråhatte!
”Women walking” beskriver, at det helt ind i det 20. århundrede var utænkeligt, at pæne piger færdedes udendørs på egen hånd. Dette gjaldt både byernes parker og fortove og ikke mindst den ”vilde” natur. Der blev simpelthen stillet spørgsmålstegn ved deres dyd, hvis de travede rundt uden passende ledsagelse. Hvilket jo sådan set, hvis man tager hans råb meget bogstaveligt, var det samme som førnævnte idiot på cykel gjorde. Der har heldigvis altid været mennesker, som har trodset deres samtids normer. Det kan derfor ikke undre, at seje, fritænkende og kreative kvinder gennem tiden har søgt ud i naturen og ofte alene. Vidste du for eksempel, at den britiske forfatter Virginia Woolf fra sin sommerresidens i Sussex hver dag travede 2 x 10 km for at drikke the hos sin søster? Eller at den franske filosof og forfatter Simone de Beauvoir ihærdigt udforskede de omkringliggende bjerge, mens hun underviste i Marseille?
Begge disse kvinder gik deres egne veje, også i livet. Jeg kan godt lide at forestille mig, at deres værker har fået en ekstra tyngde af at være blevet udtænkt under åben himmel. For naturen – horisonten, himlen, fraværet af andre mennesker – giver plads til store tanker. I nogle tilfælde oprørske tanker. Også i dag, hvor mange bruger ture i naturen til at få perspektiv på hverdagslivet og måske vender tilbage med mod på at træffe store beslutninger. For at søge ud i naturen alene er også en insisteren på at finde sine egne svar.
Men åh, hvor gad jeg godt kunne spørge Virginia Woolf og Simone de Beauvoir om, hvordan de havde det, mens de travede afsted! Følte de sig stærke, uovervindelige og fyldt med eventyrlyst? Eller gik de alene i mangel på selskab? Kunne de føle sig ensomme? Bange? Holdt de hovedet højt, når de så en fremmed komme gående imod dem? Eller mærkede de et lillebitte skift i energien, hvor de ligesom krympede sig en anelse og håbede på, at det ikke var én, som ville dem noget ondt?
Den anden dag fortalte en god bekendt mig om sin første oplevelse med at sove i shelter alene. Hun er gammel spejder og vant til at færdes en masse i naturen men havde kort fortalt været skræmt fra vid og sans og var endt med at ringe til nogle venner midt om natten. Vi grinede lidt af historien, for hvem siger egentlig, at man skal sove alene ude i skoven? Eller vandre alene for den sags skyld? Hvis man føler sig utryg ved det, kan man jo sådan set bare lade være. Så hvorfor er det, at jeg alligevel bliver draget af forestillingen om at vandre afsted på egen hånd? For mig handler det om mindst tre ting: For det første er det ikke altid, at jeg kender nogen, som har lyst til at lave de samme ting som mig. Jeg har ikke lyst til at gå glip af oplevelser, jeg drømmer om, fordi jeg ikke har nogen at dele dem med. For det andet er der noget med mod. Hvis jeg kan overkomme min frygt for at være alene i naturen, så kan jeg vel for faen også finde modet til at ringe til en kommune og pitche en god idé – eller til at gå ind i nye relationer med et åbent hjerte på trods af tidligere skuffelser på den front? For det tredje bliver jeg draget af forestillingen om en mulighed for bare at VÆRE uden at blive betragtet eller bedømt. Det tænker jeg også er en del af tiltrækningen ved at begive sig ud i naturen på egen hånd. Selvom der ikke er nogen garantier, hvilket idioten ved Utterslev Mose åbenbart følte sig kaldet til at minde mig om.
I år bliver et år, hvor jeg vil fortsætte med at undersøge, hvad jeg kan trives med at gøre på egen hånd. Jeg håber at komme til at føle mig stærkere af det og til at hvile bedre i, at jeg må gå mine egne veje. Men målet er ikke at blive uafhængig af andre mennesker. Og jeg håber at møde nogen at slå følge med et stykke af vejen. For ligesom menneskekroppen er skabt til at gå, så tror jeg menneskesindet er skabt til at søge fællesskabet. Og det er bare federe at drage ud, når man som jeg har gode folk at vende hjem til.
