”En smuk dag at dø på”. Sådan tænkte jeg den 1. februar 2016, da jeg cyklede afsted mod Frederiksberg Hospital i morgentrafikken. Solen gav de drivende skyer en gylden kant, og det var min far, som var ved at dø. De havde ringet fra hospitalet og sagt, at nu var det tid til at sige farvel.
I dag er det fem år siden, jeg så min far for sidste gang. Jeg kan ikke huske, hvad jeg spiste for en uge siden, men jeg kan huske vejret og en hel masse andre detaljer fra den februardag i 2016.
I øjeblikket fordyber jeg mig i forskellige aspekter af det naturterapeutiske felt, blandt andet den rolle, naturen kan spille i forbindelse med sorg og tab. Jeg tror fuldt og fast på, at der er et kæmpe potentiale her, som vi kan blive meget klogere på. Derfor startede jeg med at tænke tilbage på, om og hvordan jeg selv har søgt støtte i naturen i tiden omkring min fars død.
Om eftermiddagen den 1. februar 2016 var det begyndt at regne kraftigt. På en almindelig mandag ville jeg nu være tre fjerdedele inde i min arbejdsdag og måske kaste et hurtigt blik ud af vinduet og ud på regnen. Men på den her mandag havde et par timer ændret verden fuldstændigt. Min verden i hvert fald. Og min families. For vi havde ikke længere min far. På lige præcis den her mandag cyklede jeg gennem regnen fra Frederiksberg til Østerbro for at være sammen med min familie hos min bror. Jeg blev ret våd men var alligevel taknemmelig for regnvejret. Det passede ligesom til min sindsstemning. For mig var det som om vejret anerkendte, at noget stort var sket. Og jeg kunne græde lidt på cykelstien i ly af regnen. De andre cyklister blev også våde men var helt uvidende om, at regnen på netop denne dag var et tegn på, at verden var forandret.
Det lyder måske fjollet, men jeg er glad for, at min far ventede med at dø, indtil januar var slut. Det er, som om der er en lillebitte smule mere håb om forår over februar. Dén fortælling kan jeg så meget bedre arbejde med end ”han døde midt om vinteren”.
I en del nyere sorgforskning siger man, at sorg ikke er en lineær proces men måske snarere cyklisk. Den typiske sorgproces, hvis man da overhovedet kan tale om en sådan, forløber altså ikke på den måde, at man starter med at sørge meget, og så sørger man gradvist mindre og mindre, indtil sorgen en dag er væk. I stedet bølger sorgen ofte frem og tilbage livet igennem. Den kan fylde mindre i perioder for så igen at poppe op, måske i forbindelse med mærkedage eller store begivenheder i ens eget liv, hvor fraværet af den mistede mærkes ekstra tydeligt.
Jeg har lagt mærke til, at savnet af min far har en tendens til at følge årets cyklus. Det kan føles tungere i efterårs- og vintermånederne, som var den periode, hvor han var rigtig syg. Når vejret og mørket minder om dengang, er det som om, min krop kan huske frygten og bekymringerne og de underlige skift mellem accept af, og modstand mod, at det tydeligvis gik ned ad bakke.
Min far blev syg i sensommeren, havde det godt den følgende sommer og fik et tilbagefald om efteråret. Derfor har jeg ikke sommer-minder om min far som syg. Måske derfor er det de lysere og ældre minder, som fylder om foråret og sommeren. Min far som stærk og solbrændt, der graver kartofler op og ævler om, at de ”smager ligesom bolcher” for eksempel.
Når man har mistet, bliver årstidernes skiften en meget konkret reminder om, at man lægger mere og mere tid mellem sig selv og tabet. ”Er der virkelig allerede gået et helt år mere?”, har de fleste efterladte nok på et tidspunkt spurgt sig selv. For mig bliver det særligt tydeligt, når jeg kigger forbi min fars gravsted. Der er efterårsbesøgene, hvor man må feje visne blade væk fra stenen for at kunne læse hans navn. Julebesøgene hvor mange af gravene er pyntet med gran. Og ikke mindst forårs- og sommerbesøgene, hvor jeg kan sidde, alene eller sammen med min familie, på bænken op ad kirkegårdskontorets mur og lune mig i solen. Vi har nu været igennem vores “kirkegårds-årshjul” fem gange. Jeg kan allerbedst lide at besøge kirkegården i sommerhalvåret. Det føles livsbekræftende at nyde solen sammen, især når min lille nevø eller niece er med. Så føles det helt fint, naturligt og acceptabelt, at både årstider og generationer følger efter hinanden.
Der findes mange beretninger om folk, som søger ud i naturen, når de er i sorg. Lige nu læser jeg en norsk bog med den pudsige titel ”Om svampe og sorg”. Den er skrevet af en kvinde, som i den kaotiske tid efter sin mands pludselige død lidt tilfældigt giver sig i kast med at tage på svampeture og ender med at blive en passioneret svampekender. Bogen har undertitlen ”Stien tilbage til livet”. Den anden dag faldt jeg desuden over projektet ”Sorgkajak”, en tilsyneladende lige så mærkværdig kombination af ord. “Sorgkajak” er et sorggruppetilbud i Solrød med kajakroning som primær aktivitet.
Fællestrækkene ved de to ovennævnte eksempler er en beslutning om at gribe ud efter et muligt holdepunkt i en tid, hvor det meste kan føles meningsløst, at finde styrke i et nyt fællesskab – og ikke mindst at blive opslugt af at lære noget nyt, så sorgen træder i baggrunden for en stund.
Mindre end en ny hobby kan også gøre det. Men der er meget godt at hente i at søge ud under åben himmel, uanset hvilke aktiviteter man foretrækker at lave derude. Det kan jeg se flere grunde til:
– Når man er i sorg, har man en tendens til at have sit fokus i fortiden (måske dvæler man ved minder om den afdøde, eller tanker om tiden omkring dødsfaldet kan køre i ring) og i fremtiden (som det kan være hamrende svært at acceptere, at den afdøde ikke vil være en aktiv del af). Naturen kan noget særligt i forhold til at få os tilbage til nuet – vores sanser vækkes, vi mærker måske mere til vores krop eller fascineres af et eller andet, som fanger vores opmærksomhed.
– Mange efterladte giver udtryk for, at de savner forståelse fra deres omgivelser eller måske føler sig mødt af en forventning om, at der er en rigtig måde at sørge på. Naturen ER bare. Den dømmer ikke og har ingen holdning til, hvordan eller hvor hurtigt du skal komme igennem din sorg. Derfor kan det føles som en stor lettelse at tilbringe tid alene i naturen. Samtidig er jeg sikker på, at langt de fleste faktisk ønsker at vise omsorg, når én de kender har oplevet et tab. Nogle har bare svært ved at finde ordene eller er bange for at sige noget forkert. I naturen føles det ofte mindre akavet at være stille sammen indimellem, og samtidig kan det for nogle være nemmere at få sat ord på svære ting, mens man går en lang tur sammen, fisker eller sidder omkring et bål. Det kan føles mindre intenst end at sidde indenfor med konstant øjenkontakt.
– Naturen er fuld af symboler, som er åbne for fortolkning. Det vil sige, at vi kan tolke lige det ind i dem, vi har brug for, og som vi kan spejle vores nuværende situation eller sindsstemning i. Naturen er for eksempel fuld af billeder på både spiring og forfald, fødsel og død. Det kan minde os om, at døden er en naturlig del af livet. Når nogen dør, kan vi blive totalt ramt af livets skrøbelighed. Da min far døde, forstod jeg pludselig for alvor, at alle jeg kender og elsker til enhver tid kan blive syge og dø. Det ved vi jo godt med vores fornuft, men det er alligevel et vilkår, som kan føles meget fjernt i vores moderne hverdagsliv. Naturens storslåethed – skyerne, stjernehimlen, havet, horisonten – kan minde os om evigheden og om, hvor bittesmå og flygtige vi er i den sammenhæng.
Alt det her er selvfølgelig mine perspektiver. Baseret på mine egne oplevelser og på den naturterapeutiske tilgang. For nogle vil det vække genklang, for andre måske ikke. Nogle foretrækker at mindes deres døde i en kirke – eller på det fodboldstadion, hvor de altid mødtes. Det er helt fint. Ligesom nogle tror på, at deres kære er kommet i himlen, mens andre har nok i at vide, at de ligger i jorden.
Efter fem år tænker jeg ikke helt så tit på min far, som da han lige var død. Især ikke når hverdagsrutinerne tager min opmærksomhed. Derfor kan jeg godt lide engang imellem aktivt at sætte tid af til at mindes ham og de andre kære mennesker, jeg har kendt, som ikke er her mere. Så tager jeg i skoven eller ud til havet. For mine døde er med mig, og især når jeg er udendørs. Når vinden suser i en trækrone eller når solen bryder frem mellem skyerne på den der pludselige måde, så er det som om, de lige gør opmærksom på sig selv og på, at de følger med i mit liv og passer på mig. Dén tanke kan jeg godt lide.
Kilder:
“Om svampe og sorg” af Long Litt Woon. Forlaget Don Max 2018.