1. januar 2020 lå jeg i skovbunden i en svensk skov og kiggede op i trækronerne. Jeg var pakket ind i en masse varmt tøj, og mosset under mig var helt utroligt blødt at ligge på. Og der var STILLE. Jeg havde ikke skyggen af tømmermænd, og årets første dag føltes helt anderledes her i skoven end i et København, hvis gader på denne dag sædvanligvis er præget af tomme flasker, rakethylstre og krudtslam.
Jeg var taget på yogaretreat henover nytår, og aftenen før havde vi siddet i en varm sauna, da klokken slog tolv. Kort efter hoppede vi i skovsøen. Eller, det er måske mere præcist at sige, at jeg bevægede mig tænderklaprende ud på en glat badebro for tøvende at kravle ned ad en stige og meget kortvarigt dyppe mig i det iskolde, mørke vand. Men det var stjerneklart, og der var frost i luften, og det føltes som en helt magisk måde at træde ind i et nyt år på. Et ubeskrevet blad, masser af muligheder…
Det er så mærkeligt at tænke på nu, at ingen af os havde den FJERNESTE anelse om, hvad der ventede os. For hold nu kæft et år, det har været!
Udover de bekymringer og begrænsninger, som coronapandemien har medført, og som jeg endda har følt mig ret forskånet for sammenlignet med mange andre, har jeg i løbet af året mistet mit job og to kære, gamle familiemedlemmer. Året har også givet et par knubs på kærlighedsfronten. Det har føltes, som om der var en masse gammelt, jeg ikke kunne komme udenom at skulle sige farvel til. Når jeg alligevel vil tænke tilbage på 2020 med taknemmelighed, er det især på grund af den rolle, naturen har spillet. Under lockdown i foråret skypede jeg et par gange med venner i Rom og Berlin. De kom stort set ikke udenfor en dør. Og de kom i hvert fald ikke udenfor byen. Jeg tilbragte derimod en stor del af foråret i min mors sommerhus og følte mig uendeligt privilegeret over hver dag at kunne gå ned på stranden og se ud over horisonten. Jeg fyldte lungerne med frisk luft, lyttede til bølgernes skvulpen, lukkede øjnene og mærkede vinden og solen i ansigtet – og prøvede at telepatere lidt af denne oplevelse til mine venner i isolation.
Jeg har i efterhånden en del år været optaget af naturens trivselsfremmende potentialer, har efteruddannet mig indenfor feltet og arbejdet professionelt med det. Jeg har i endnu flere år været glad for selv at være i naturen. Alligevel er det først i 2020, at jeg sådan rigtigt er begyndt at tage mit eget forhold til naturen alvorligt. Jeg har haft en snigende følelse af, at der var noget hult over at skulle skabe rammerne for, at andre kunne øge deres mentale velvære i naturen, mens mit eget arbejde i høj grad foregik foran en computer. Da jeg desuden på et tidspunkt fik begyndende symptomer på stress, vidste jeg jo udmærket godt, hvilken vej jeg skulle gå – ud i det grønne.
I starten af året aftalte jeg med min gode veninde Marie, at vi ville gøre en fast dag hver måned til vandredag. Det er virkelig den bedste idé, vi har fået længe! At komme mere ud i naturen har været et fast punkt på min liste over nytårsforsætter i flere år, men det har gjort en kæmpe forskel at have en fast aftale. De første ture foregik pakket godt ind i huer, halstørklæder og overtræksbukser, mens vi på turen i august gik længe langs en strand i vand til knæene for at køle lidt ned. I mellemtiden har vi nydt synet af både blomstrende anemoner og gyldne efterårsfarver. Nu er det varme tøj kommet på igen, og træstammerne står nøgne og sorte. Men vi trasker videre og ved, at lige pludselig er det forår igen.
De regelmæssige ture har været et tiltrængt holdepunkt i et ret heftigt år. Ophold i naturen får bekymringer til at mindskes. Det siger forskere, og det kan jeg selv skrive under på. Særligt efter de første dages og ugers lockdown i marts føltes det skønt at tage ud af byen til et sted med god plads og frisk luft. Stor kontrast til den lidt klaustrofobiske stemning, der var opstået på de trange københavnske fortove, hvor bare øjenkontakt med en forbipasserende pludselig føltes som en potentiel smittekilde. En af mine bekendte beskrev denne kontrast meget godt: Han baksede med at få sine børn til at overholde coronarestriktionerne i hverdagen uden at skræmme dem fra vid og sans. På en tur til Dyrehaven kunne han endelig give dem lov til bare at tumle rundt. ”Slik på et træ, for helvede!”, som han sagde. I naturen kan vi trække vejret frit og glemme smittefaren for en stund. Vi kan røre ved træer og planter uden at være hyperbevidste om, hvem der ellers har rørt ved dem. Og i en tid, hvor kram og fysisk kontakt har været bandlyst eller i hvert fald kraftigt frarådet, mon ikke der så kan være lidt trøst at hente i at kramme et træ…?
Jeg er tydeligvis ikke den eneste, som har haft naturen som frirum i de sidste mange måneder. Ifølge en rundspørge, som Friluftsrådet fik foretaget i april, opholdt 34 % af danskerne sig mere i naturen i starten af coronakrisen end tidligere. Jeg har ikke set tal for, om denne stigning har holdt resten af året. Men efter sigende var det i sommer sværere end nogensinde før at finde et ledigt shelter, og medlemstallet i forskellige friluftsgrupper på facebook er eksploderet, så noget tyder på det.
I slutningen af 2019 havde jeg via mit arbejde som projektleder for Red Barnets Naturklubber deltaget i et par diskussioner som optakt til projektet Vores Natur, et samarbejde mellem Friluftsrådet, DR, Naturstyrelsen og et netværk af naturhistoriske museer. Det er det projekt, som DRs store naturserie ”Vilde, vidunderlige Danmark”, som blev sendt i starten af året, er en del af. Målet var at give befolkningen lyst til flere naturoplevelser i den danske natur – og ikke mindst motivere os til at passe på den. Serien kunne ikke have været bedre timet. Pludseligt kunne de fleste vinke farvel til rejser til udlandet og en lang række af de kulturoplevelser, vi ellers har adgang til, og vi blev opfordret til så vidt muligt at mødes udendørs.
Det er spændende at se, om vi fortsætter med at nyde den danske natur lige så meget, når holdsport, diskoteksbesøg og rejser til eksotiske destinationer igen er en mulighed. Jeg håber det. Jeg håber, at selv kommer til det. Og ikke mindst håber jeg, og vil gerne bidrage til, at flere forskellige målgrupper får adgang til nærende naturoplevelser. For Friluftsrådets rundspørge viser desværre også en social slagside. Det kan alle naturentusiaster være med til at ændre. Det er så sindssygt værdifuldt, at alle får mulighed for at mærke på egen krop, hvor godt det gør at komme ud i det grønne.
Kilder: