Uha uha, pludselig er der gået over fire måneder siden mit sidste blogindlæg! Tiden er fløjet afsted som rasende efterårsskyer på vej over himmelen, og på grund af et nyt job og et masterkursus har jeg forsømt min blog. Det betyder, at vi i mellemtiden har sagt farvel til 2017, og det er tid til at gøre status. Blandt mange andre ting har 2017 for mig været året, hvor jeg ENDELIG fik min egen jord under neglene – 12 kvadratmeter nyttehaveluksus til at afprøve dyrkningen af alle mulige gode sager.
Mit haveår sluttede så sent som for tre-fire uger siden, hvor jeg hev skønhederne på billedet til højre op af den frosne jord. De viste sig at være helt utroligt korte og rakte til ca. en halv porretærte, men jeg var alligevel stolt. Disse porrers vej til mit tærtefad har nemlig været utroligt lang – og et godt billede på den optimisme og tålmodighed, det har krævet at debutere som havedyrker.
Men lad os tage det fra begyndelsen.
Mit haveår startede en mørk januaraften for et år siden, hvor jeg begyndte på kurset ’Selvforsyning i egen have’ på Naturplanteskolen mellem Roskilde og Greve. På det tidspunkt havde jeg ikke engang en have, men jeg længtes vildt efter at lære mere. På kurset snakkede vi om permakultur, flerårige spiselige planter, spiselige blomster, kompost og meget mere. Og jeg lærte lidt om glæderne ved mikrogrønt – min køkkenvindueskarm har lige siden været beboet af ærtespirer, karse og meget mere. ”Selvforsyning” er muligvis et lidt stort ord, når vi taler om dyrkning i en vindueskarm, men når det kribler i én efter at komme i gang, og når vintermørket er massivt og sort bag ruden, så kan det være en fest at kunne klippe sprøde, grønne løgspirer udover sin mad!
Næste skridt på vejen mod en identitet som havedyrker var at skaffe mig et par altankasser. Min altan er lille, nordvendt og forblæst, men ifølge google findes der også planter, som kan overleve og måske ligefrem trives nogenlunde på de betingelser. Den ene kasse har leveret frisk the i form af lækker citrontimian og mynte, og i den anden plantede jeg skovjordbærstiklinger, da flere krydderurter efter sigende skulle tiltrække gode insekter til at bestøve jordbærplanterne og dermed give flere bær. Mums, hvor jeg glædede mig til at åbne altandøren på solskinsmorgener og plukke friske skovjordbær til min morgenmad! Den glæde fik fuglene vist i stedet for, eller også holdt teorien om bestøvningen ikke helt, for det er måske blevet til fem bær i alt. Så, tja, tanken var god, men indsatsen var, kan man godt sige, relativt stor sammenlignet med udbyttet.
Omkring det tidspunkt, hvor planteskolekurset sluttede, fik jeg tilbudt et lillebitte jordlod i Lersøgrøftens Integrationshaver, hvor jeg havde stået på venteliste, og SÅ kunne alt det sjove for alvor begynde! Teknisk set er jeg ikke haveejer men haveLEJER. Jeg tænkte dog, at det første på en eller anden måde ville resultere i flere voksenpoints…
Min kæreste viste sig at være overraskende effektiv med en møggreb, så vi ved det første besøg i haven fik bugt (troede vi…) med den skov af græs og mælkebøtter, som havde hygget sig i fred og ro under ejerskiftet. Alle vandrette flader i min lejlighed med adgang til den mindste smule sollys var i flere måneder dækket af potter og bakker med ting, der skulle forspire. Og jeg brugte timer på google og med mine to nye bibler (’Økologisk Have’ af Jens Juhl og Sølva Falgren og ’Den nye selvforsynende have’ af John Seymour) for at forstå, hvad der skulle plantes hvornår og hvordan og ikke mindst sammen med hvilke andre planter.
På baggrund af alt det her lavede jeg en plan for indretningen af mine lille have. I praksis viste det sig dog at være svært at overholde den skarpe opdeling på mit lillebitte stykke jord, og den tidligere indehavers valg af afgrøder blev også afsløret, da der poppede rucola, morgenfrue og mynte op helt andre steder end dér, hvor jeg selv havde sået det.
”Men hvad såede hun så??”, tænker du sikkert nu. Det endelige valg af afgrøder var en kombination af nogle af mine yndlingsgrøntsager, frø eller stiklinger jeg havde fået forærende og ikke mindst planter, som jeg havde hørt skulle have en høj succesrate. Derudover prøvede jeg at have blik for det med de gode naboplanter, og så ville jeg også gerne have nogle spiselige blomster.
Dét med den høje succesrate levede mine squashplanter op til i stor stil. To planter endte med at fylde halvanden kvadratmeter hver, og jeg spiste ratatouille, squashkage og smoothies med squash i i mange uger, selvom jeg også gav flere kæmpesquash væk. Tak for det selvtillidsboost, kære squash!
Mellem squashplanterne havde jeg plantet amarant eller rød rævehale. Jeg planterne dem især, fordi jeg synes de er sindssygt flotte med deres lange rødlilla ”haler”, og så skulle de også være en god makker til squash – noget tyder på, at det her faktisk er et lillebitte eksempel på vellykket ”companionship gardening”! Hurra.
Mit salatmix troede jeg ville blive ædt op af snegle, inden det nåede at blive til noget som helst, men overraskende nok kunne jeg hente frisk, sprød salat i haven i ugevis. Mums. Spinaten forsvandt til gengæld sporløst kort tid efter, at jeg havde kigget til de bittesmå skud.
Mine rødbeder var små, og nogle af dem gennemhullet af snegle, men wow, der var knald på farven i de retter, hvor jeg brugte dem!
En af mine store stoltheder i haven har været mit stativ til stangbønner. Til gengæld blev planterne selv max. 30 cm høje. Sommeren, og dermed jorden, har været for fugtig, har jeg hørt fra folk i de andre haver. Meeeen jeg fik nogle gode håndfulde flotte grønne bønner ud af det alligevel, og i år vil jeg prøve igen.
Mellem stangbønnerne plantede jeg tallerkensmækker. Jeg synes de er superflotte og også lækre, men jeg har endnu ikke fundet så mange anvendelsesmuligheder til de nærmest peberrodsagtigt bitre blade og blomster.
Jeg havde også et par potter med chokolademynte, marokkansk mynte, sødskærm (lækker, lækker lakridssmag, men det syntes sneglene vist derfor også – snøft), løgkarse og en enkelt rose. Rundt langs hele kanten af mit jordstykke havde jeg sået morgenfruer. Jeg ELSKER deres flotte gule og orange farver. Jeg kan dog meddele, at de ikke er så egnede som markering af, hvor et bed går til, fordi de spreder sig vildt i alle retninger. Men de er tilgivet, fordi de er så flotte. Det er nærmest ren glæde, man strøer over en salat, når man tilsætter lidt morgenfruer.
Sidst men ikke mindst var der porrerne. Mine smertensbørn. Uden tvivl den afgrøde, hvor der er gået flest arbejdstimer pr. gram spiseklar afgrøde. Jeg såede dem i en bakke i min vindueskarm i april. En måned senere priklede jeg dem om til større potter (teknik lært på Naturplanteskolen) og klippede i den forbindelse lidt af rødder og toppe efter anbefaling fra førnævnte John Seymour. Nogle uger senere lignede de mest en gang slatne græsstrå. Jeg konsulterede de kloge hoveder på Praktisk Økologis facebookside, som mente, at porrerne manglede næring og skulle plantes ud. De blev de så. Jeg såede appelsintagetes, som efter sigende skulle være gode for porrer, imellem dem, men de kom desværre aldrig op. Og et par af porrerne døde vist også undervejs. Men laaaaangsomt kom de resterende slatne græsstå til at ligne noget i retning af forårsløg, og de blev tykkere og tykkere, indtil jeg faktisk vil sige, at de fik en habil porretykkelse. Jeg lugede mellem dem og hyppede dem et par gange. Og da der, såvidt jeg husker, var en sommeruge uden regn, sørgede jeg naturligvis for at vande dem. Og så ventede jeg på frosten, som porrer åbenbart har godt af at få en smule af, og så, halleluja!, høstede jeg dem endelig i december og tilberedte en porretærte, der faktisk endte med at have været næsten lige så længe undervejs som en menneskebaby.
Og apropos mennesker, så har jeg heldigvis også kunnet involvere en del af mine yndlingsmennesker i processen. Mine fødselsdagsgæster har nikket høfligt gennem en entusiastisk ”rundvisning”, min nevø har stolt trillet en kæmpestor trillebør gennem kæmpestore vandpytter og min veninde har siddet i græsset og indviet mig i sine nyeste tinder-oplevelser, mens jeg udplantede mine små, skravlede porrerbabyer.
Det er sjovt, at det pludselig er blevet tydeligt for mig, hvem i min familie og vennekreds, der er fra landet og hvem der er fra byen. Fra de mest overraskende kanter er der kommet gode råd eller spørgsmål om jeg nu også har husket dét og dét. Og havedyrkning er blevet mit nye yndlings-samtaleemne til familiearrangementerne.
Hvis jeg skal sige noget, jeg har lært af mit første havedyrkende år, så er det (udover behovet for stor tålmodighed), at der er en grund til, at en have typisk hører sammen med et hus og ikke en lejlighed. Min toværelses på tredje sal har båret temmelig meget præg af, at jeg har fået nyttehave. Mit eneste vindue med bare en smule direkte sol er i soveværelset, så vindueskarm og andre vandrette overflader var fra det tidlige forår plastret til med diverse ting, jeg prøvede at få til at spire. Hele efteråret har lejlighedens overflader i stedet været dækket af tallerkner og bakker med frø af amarant, morgenfrue og tallerkensmækker, som lå til tørre. De fylder nu godt op i plasticbokse i mit køleskab. Jeg har en stor sæk med så- og priklejord stående i entreen, og ovenpå den har mine havehandsker ligget til tørre rimelig konstant siden april. De ligger der stadig. Måske skulle jeg pakke dem væk, nu hvor havesæsonen for længst er slut.
Og så på den anden side. Nu kan det da ikke rigtig betale sig. For før vi ved af det, er det jo forår igen.
