Tanker om træer

I de her januardage, hvor det føles lidt som om menneskenes verden er af lave, længes jeg ud af byen. Ud i skoven. En god veninde, som bakser med en del store tanker for tiden, skrev for nylig til mig, at hun lige havde været i skoven og kramme et par træer. Det gjorde mig glad. Både fordi det var hyggeligt, at hun vidste, at jeg ville sætte pris på denne info, og fordi det gjorde godt at tænke på, at hun er bevidst om at opsøge den støtte, der kan være at finde i naturen.

Der bliver tit gjort grin med det med at kramme træer. Men for mig giver det helt vildt god mening. Og nej, det er SELVFØLGELIG ikke det samme som at kramme, og blive krammet af, et andet menneske! Men i disse stå-sammen-ved-at-holde-afstand-tider giver det da ret god mening at udvide sin definition af et kram, gør det ikke?

Min veninde skrev, at hun havde troet, at det ville være hip som hap, om hun krammede en lygtepæl eller et træ. Men hun blev overrasket over en følelse af, at træet faktisk krammede igen og modtog hendes kram. Det er da helt vildt fint! Om hun også krammede en lygtepæl for at kunne observere en eventuel forskel, melder historien ikke noget om.

Jeg synes, at der er noget virkelig beroligende i at lægge armene om et træ, der bare står der med en helt ubevægelig stamme, uanset hvor tung en byrde jeg føler, at jeg kommer slæbende på. Måske kan det bedst sammenlignes med den trygge følelse af at lægge armene om min fars cowboybukseben, da jeg var helt lille. Jeg syntes i hvert fald, at han var mindst lige så høj som et træ, min far.

Det sidste træ, jeg krammede, var et juletræ indpakket i plasticnet, som jeg skulle holde stille, mens min mor strammede juletræsfoden. Det er ellers ikke så tit, man har mulighed for at kramme et grantræ – deres stammer er sådan lidt utilnærmelige dér i skoven.

Mens vi udpakkede og monterede træet lillejuleaftens dag, fik vi os en snak om prisen på juletræer. Min mor havde betalt godt 300 kr for vores – en flot, bred nordmannsgran (har jeg lært, at det hedder) med et næsten blågrønt skær. Jeg kunne forstå, at hun syntes, det var dyrt. Jeg har aldrig været vært juleaften og har aldrig skullet forholde mig til prisen på juletræer, så hvis hun havde sagt, at det havde kostet 1000 kr, havde jeg vel også godtaget det svar.

En hurtig googlesøgning viser, at juletræer typisk er 8-10 år gamle, når de bliver fældet og solgt. Måske fordi jeg i år har krammet flere træer, end jeg plejer, var jeg i juledagene ekstra bevidst om tilstedeværelsen af et kæmpe træ midt i min mors stue. Det føltes lidt som en ekstra gæst – og endda én, man burde vise særlig respekt. Jeg følte mig lidt ydmyg over, at træet, som måske havde været 10 år om at nå sin flotte størrelse, var blevet fældet og fjernet fra sin skov for at vi for 325 kr kunne have det stående i stuen et par dage.

Min mor insisterer altid på, at ”Juletræet med sin pynt” er den første sang, som bliver sunget juleaften. ”Sangen til træet”, kalder hun den. Jeg synes, det er en fin og respektfuld tradition at starte med at anerkende træets tilstedeværelse, og jeg kan især godt lide sidste vers i sangen, hvor træet beskrives som et levende væsen, en budbringer, som hilser os fra naturens verden og giver os håb: ”Juletræet på besøg/hilser os fra eg og bøg/med besked derudefra/at det lysner dag for dag/og at solen fra sit skjul/ønsker os en glæd’lig jul”.

Hvorfor er der noget så håbefuldt ved træer? Jeg har hørt et sted, at Martin Luther engang blev spurgt om, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at verden gik under i morgen. ”Så ville jeg plante et æbletræ i dag”, svarede han efter sigende. Jeg ved ikke så meget om æbletræers levetid, men hvis Luther havde plantet et egetræ, ville det med en vis sandsynlighed stadig stå i dag. Det er nemlig ret almindeligt, at egetræer bliver 400-500 år gamle.

Sidste år var jeg på travetur i Jægerspris Nordskov, hvor nogle af Danmarks ældste egetræer står. Det vildeste eksempel er Kongeegen, som anslås til at være mellem 1400 og 1900 år gammel. Ja, nittenhundrede år! Min hjerne slår knuder over sætningen ”Kongeegen var allerede et stort træ, da Gorm regerede over danerne” på Frederikssunds Kommunes hjemmeside.

Måske er træers alder en del af forklaringen på, hvorfor det kan give så meget ro at kramme et træ? Hvis man har observeret menneskenes færden i 500 år, vil selv Trump eller corona måske føles som en parentes? Min egen grublen på en tilfældig januardag vil da i hvert fald.

I forhold til hvordan man selv forholder sig til stormvejr i sit liv, hvad end det er på følelsesfronten eller skyldes ydre begivenheder, så synes jeg det er inspirerende at tænke på, hvordan træer reagerer på blæsevejr. Det suser i trækronen, som svajer i vinden, der lyder en knagen, og grene knækker måske af og falder til jorden med et brag. Måske er træets udseende ændret for altid. Selve træets stamme har nok også bevæget sig en anelse, for et levende træ må vist have en vis fleksibilitet, men dets rødder har holdt det fast. Jeg kunne godt tænke mig at være lige så groundet som et træ.

Selvfølgelig kan selv et kæmpe træ vælte, hvis en storm er voldsom nok. Men der skal meget til. Hvis man er 2000 år gammel, er det nok ikke hvad som helst, som kan vælte én omkuld.