Hvis naturterapien har et slogan, så må det være dette. Jeg ved ikke, hvem der har fundet på det, men jeg er vild med det og synes, at det rummer noget meget, meget klogt og fint. Og hvem har ikke brug for lidt ekstra håb i de her dage?
For nylig var jeg i radioen (se link nedenfor) sammen med Persille Ingerslev, som i sin smukke bog ”Om” fortæller sin personlige historie om at have det ret så elendigt og få det endnu mere elendigt af kontakten med kontanthjælpsystemet. Om at blive tilbudt haveterapi og takke nej, fordi hun ikke føler sig værdig til at tage pladsen fra fx en krigsveteran. Om at beslutte sig for at skabe sin egen terapihave hjemme i køkkenvinduet og om langsomt, stædigt, at arbejde sig henimod at få det bedre, mens kasserede grøntsagsstumper fra supermarkedernes affaldscontainere bliver til nye planter – og gratis mad – i hendes vindueskarm.
Persilles fortælling indeholder en pæn mængde desperation, en følelse af håbløshed, men også et lillebitte kim af håb, en stædighed som driver hende fremad.
Samme grundtone er jeg stødt på i andre fortællinger om at søge kontakt til naturen, når livet føles allermørkest. Cheryl Strayed’s ”Wild” og Raynor Winn’s ”The Salt Path” handler begge om at begive sig ud på en megalang og strabadserende vandrerute, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal stille op. Om at gå fremad skridt for smertefuldt skridt, fordi det i hvert fald ikke er en mulighed at gå tilbage til det, de kom fra. Det må siges at være noget helt andet end at dyrke grøntsager i et lille københavnerkøkken. Men begge eksempler handler om at ville livet. Også når man ikke aner, hvad det har gang i med én.
Min kloge coach Ditte Clemen brugte for nylig dette billede: Når vinteren kommer, er træerne nødt til at give slip på alle deres blade og vove at stå helt nøgne og sorte for en stund, før der bliver mulighed for, at nye blade kan spire frem. Det er end ikke en mulighed at blive ved med at holde fast i det gamle. Og nogle gange må man tage udgangspunkt i visheden om, hvad man i hvert fald IKKE skal og så sætte sin lid til, at det hen ad vejen vil man åbenbare sig, hvad man så skal i stedet. Det er benhårdt at stå i, men naturen er en god støtte og inspirator undervejs. Det er den blandt andet på grund af det, som den norske forsker i friluftsliv Bjørn Tordsson kalder for ”naturens åbne tiltale”. Naturen vil ikke noget bestemt med os. Den ER bare. Egetræer og gråspurve er fuldstændigt ligeglade med, om vi har succes i vores arbejdsliv eller på tinder. Naturen er fuld af udtryk, og uanset om vi har brug for at råbe eller være stille, uanset om vi er forelskede eller i sorg, så kan naturen spejle det hele.
I forgårs var det vintersolhverv. Årets korteste dag. Og i dag var det bælgmørkt, da jeg vågnede. Men jeg VED, at der er lysere tider på vej. Sådan er det i hvert fald gået hvert eneste år, så længe jeg har været her. På den måde kan naturens cyklus også minde os om, at hvad end vi selv står i, så er også dette midlertidigt. Og det håb er vi nok mange der har brug for her midt i vinteren og en allestedsnærværende coronadagsorden. Så: Ud i vejret med os, også når det er gråt!
Men Persille BLEV jo netop indendørs. Hun meldte sig ikke til haveterapi, så hvor vil jeg egentlig hen med det her? Jo, selv fra sin lejlighed forbinder hun sig til jord og planter, og det må jo i sagens natur skabe jordforbindelse, som hun siger i radioudsendelsen. Faktisk er der forskningsresultater, der peger på, at bare det at se på noget grønt gennem et vindue kan styrke vores fysiske og mentale helbred. Det er en super vigtig pointe. Hvis der er noget, jeg ikke synes vi skal gøre, så er det at slå os selv oveni hovedet over det, hvis vi ikke lige er typerne, der begiver sig ud på en 1800 km lang vandrerute, når livet gør ondt!
Min gode veninde, haveterapeut Mia Ebsen, har en sten, hvor der står ”Begynd hvor du er. Brug hvad du har. Gør hvad du kan”. Det synes jeg er endnu et rigtig godt slogan – i naturterapien men egentlig også i ret mange andre sammenhænge. Så måske er første skridt egentlig bare at så noget karse – eller at kigge lidt på det store træ, du har udsigt til fra køkkenvinduet? Begynd med at sætte én fod foran den anden. Så må det vise sig hen ad vejen, hvad det er for en slags vandring, du har begivet dig ud på. God tur!
Kilder:
Lyt til radioudsendelsen om naturterapi her: https://www.radio4.dk/program/barbaras-breve/?id=persille-fr-det-til-at-gro_ep_05_12_20
Persille Ingerslev: “Om”. Forlaget EgoLibris 2017.