I sidste uge vandt jeg festivalbilletter i en konkurrence på facebook (ja, så er det åbenbart muligt at vinde i de konkurrencer!?). Ikke til Roskilde Festivalen eller til Copenhell, men til Cph Garden, en havefestival over fem dage, som Haveselskabet afholdt for første gang i Valbyparken i København.
Ifølge Haveselskabet var arrangementet inspireret af de store flower shows i England, og på billederne fra åbningsdagen ses Kronprinsesse Mary i stor stråhat og blomstret nederdel. Så er scenen ligesom sat. Alligevel mødte jeg, meget naivt, op i fredags med en forventning om hipstere og en hyldest til urban gardening og fælleshaver (selv spillestedet Pumpehuset har jo fået en byhave, altså!), men det var et noget andet bud på havelivet og havefolket, som prægede Cph Garden.
Det mest iøjnefaldende på festivalområdet var de otte showhaver, hvor en række havedesignere og anlægsgartnere gav hver deres bud på et havemiljø, der skulle inspirere de besøgende til at gå nye veje i indretning og brug af haven. Jeg synes, at bl.a. de to haver ”Den blomstrende have” og ”Vild og vidunderlig urban oase” (se billeder nedenfor) er værd at nævne. Udover at være lige til Bo Bedre i deres gennemførte farvevalg og generelle luksus-lækkerhed, havde de nemlig begge et fokus på biodiversitet ved at skabe gode forhold for dyr og insekter. Meget interessant (og heldigt for insekterne og dermed os!), at det er blevet trendy at tænke i de baner.
Men hvem var det så, man kunne møde på Cph Garden, når nu det ikke var hipsterne? Det var f.eks. Camilla Plum, som hakkede bjerge af krydderurter siddende ved et bord omgivet af assistenter, der solgte eksotiske krydderiblandinger og uddelte smagsprøver på kombucha og kefir. Det var Signe Wenneberg og Annette Heick, der poserede med nøgne skuldre og gigantiske blomsteropsætninger i håret på fotoudstillingen ’Botanic Couture’. Det var medlemmer af bl.a. Nordisk Kaktus Selskab, Frøsamlerne og Orchidéforeningen, som stod klar til at fortælle de besøgende om netop deres passion. Det var en gruppe ældre kvinder, som kom ud fra en bod med hver deres lyserøde mulepose med teksten ’Garden Girl’. Det var parcelhushaveejerne, som inspicerede Silvans medbragte udvalg af plæneklippere. Og det var min veninde og mig, som fnisende prøvede stråhatte med plasticblomster på og rystede forarget på hovederne over demonstrationen af et trådløst musikanlæg, som kunne installeres hjemme i parcelhushaven.
Alt i alt gav dagen et godt indblik i konkurrerende opfattelser af god og dårlig smag, hvad angår haver og haveudstyr. Jeg vil sige, at det nydelige og velplejede look var dominerende på festivalpladsen – heldigvis med enkelte undtagelser, som for eksempel bygartnervirksomheden TagTomats udstillingshave ”Fællesskabshaven”. TagTomat arbejder for at udbrede byhavetanken på Københavns fortove, altaner og cykelskurs-tage (deraf navnet), og deres udstillingshave var en installation af selvvandende plantekasser, fiskedam, hønsehus og en stor vandtank med tallerkensmækker og tagetes voksende ud af den øverste del. Et sjovt bud på, hvordan både dyrkning og genanvendelse af ressourcer er muligt selv på få kvadratmeter. Jeg er fan!
Udover alt det man kunne kigge på, bød hver dag også på en lang række foredrag og workshops, typisk om praktiske emner som skadedyr, krydderurter og biavl. I bedste festivalstil hyggede jeg mig for meget med dem, jeg kendte, og kom for sent til det, jeg gerne ville høre. Men jeg fik dog hørt et interessant oplæg om en særlig byhavevenlig form for kompostering, som kaldes bokashi. Det er dog en omdiskuteret metode, fordi der teknisk set ikke er tale om kompostering men om fermentering… det må jeg vist lære mere om en anden gang.
Det var en sjov oplevelse at være med til Cph Garden, og jeg synes det er fedt, at haveentusiaster af meget forskellig slags har fået en fælles festival. Der var meget viden at suge til sig og meget flot at kigge på, men jeg savnede mere refleksion over, hvad det er, havelivet giver os. For jeg forestiller mig, at på trods af forskellige æstetiske præferencer, så går mange af Cph Gardens gæster i haven, fordi de mærker, at det gør dem godt, får dem ned i gear og giver et afbræk fra en måske hektisk hverdag. Og her synes jeg, at markedsføring af diverse produkter fyldte for meget. Jeg følte mig ret meget som en kunde, som burde lægge nogle penge i havemaskiner, haveredskaber, havetøj, havemøbler, havebøger, haveskulpturer mv.
For mig indeholder havelivet også en antiforbrugs-dimension. Når jeg er i min lillebitte nyttehave, plukker jeg salatblade i stedet for at købe dem i supermarkedet (okay, jeg har købt frøene, men man skal jo starte et sted…). Jeg har kaffe med i min termokop i stedet for at købe en dyr caffe latte på en café. Jeg har mine mest slidte bukser og mine mest udtrådte sko på. Og det er super befriende. Men det er vist en større snak, som jeg må vende tilbage til en anden dag. Og i øvrigt faldt jeg til sidst også selv i forbrugsfælden på Cph Garden og sjoskede rundt under en stor paraply med det flotteste grønne bladmønster, selvom jeg burde have hevet min gamle foldeparaply op ad tasken, da regnen på et tidspunkt kom væltende. For det gør den jo før eller siden, når man er på festival. Også havefestival.