Wow. Jeg var på Møn sidste weekend, og til enhver, der har behov for en seriøs indsprøjtning af alle de gode effekter ved at færdes i naturen, vil jeg bare sige: Afsted med dig!
Jeg vil gerne arbejde professionelt med at styrke andre menneskers fysiske og mentale sundhed via ophold og aktiviteter i naturen, men jeg har også brug for regelmæssige doser natur selv. Det gør mig godt på sådan en helt fundamental måde, hvilket er central del af, hvorfor jeg også tror på, at det kan gøre andre mennesker godt.
Møn er fantastisk, fordi naturen er så varieret. Der er marker og strande, skove og selvfølgelig den helt unikke Møns Klint indenfor et ret overskueligt område.
I 2016 indviede man på Møn vandreruten Camønoen – Danmarks helt egen version af den spanske Camino. Med Camønoen vil initiativtagerne vise vandreglade turister fra ind- og udland alt det, der gør Møn til noget særligt. Det blev til 175 km afmærket vandrerute på Møn, Bogø og Nyord, og det var min mor og jeg nødt til at kigge nærmere på. I første omgang måtte vi nøjes med fire dage, så nej, vi har ikke gået hele turen, men vi var udendørs fra morgen til aften i fire dage, og det var skønt.
Mine fødder har gået i sand og højt græs, på asfalt, i tykke lag af visne bøgeblade, på strandsten og ikke mindst op og ned ad utroligt mange trapper. Jeg har lagt nakken tilbage og kigget op i de lækreste lysegrønne trækroner (jeg har efterfølgende hørt et rygte om, at træerne faktisk ER grønnere ved Møns Klint på grund indholdet af kridt i jorden?!), og jeg har kørt fingrene gennem tætte buskadser af blomstrende vild kørvel i skulderhøjde.
Nå ja, og så har jeg spist massevis af lækker Møn-is, men det er vist mindre relevant for denne blog…
Som sagt er noget af det spændende ved at vandre på Møn, at naturen er så alsidig. Min mor, som er landmandsdatter, udbrød flere gange: ”Hvor er det dejligt at være ude på landet!” Jeg selv, politisk korrekt bybo, som har lært at heppe på biodiversitet og rynke på næsen ad konventionelt landbrug, bliver ikke helt så salig af at kigge udover store marker. Til gengæld var jeg vild med at gå i Klinteskoven, den store skov som strækker sig ind i landet fra Møns Klint, og jeg kunne have brugt timer i den lille middelalderhave, vi tilfældigt stødte på inde i Stege.
Det fik mig til at tænke på, hvor forskelligt det egentlig er, hvad vi hver især forstår som natur og hvilke typer af natur, vi især sætter pris på.
Da jeg i efteråret 2016 fulgte masterkurset Naturen som ressource i behandling og sundhedsfremme på Københavns Universitet, blev vi præsenteret for filosoffen Hans Finks beskrivelse af otte forestillinger om natur: 1) Det uberørte, 2) det vilde, 3) det landlige, 4) det grønne, 5) det miljømæssige, 6) det fysiske, 7) det jordiske og 8) det hele.
De otte forestillinger om natur er fint beskrevet i Jens Troelsens bidrag til antologien Friluftsliv i forandring fra 2005, så jeg vil ikke gå i dybden med dem her men bare komme med et par eksempler på, hvordan de forskellige forestillinger kom i spil i mit møde med naturen på Møn.
Når min mor f.eks. blev begejstret over endelig at være ude på landet, var det barndomsminderne og det landlige som en kontrast til hverdagen i byen, der var centralt. Og når vi begge blev forelsket i den lille have med lægeplanter og små sirlige skilte midt i Stege, kan det ses som en et eksempel på forestillingen om naturen som det grønne – selvom en have kan være lige så velorganiseret som et fortov eller en parkeringsplads, så bliver den alligevel repræsentant for noget mere organisk og velværefremmende.
Forestillingen om natur som det uberørte illustreres fint ved selve Møns Klint, som tårner sig op i al sin majestætiske hvidhed over måbende danskere, som ikke er vant til hverken højderne eller farvenuancerne. Men samtidig er klinten gjort tilgængelig for besøgende med et væld af meget stabile trapper og gangstier, så kulturen har i høj grad sat sine spor. Mange steder kan man se små stier, som snor sig faretruende tæt på kanten og giver en fornemmelse af, hvordan man som besøgende før de mange trygge trappekonstruktioner har måttet træde varsomt for ikke at tumle ned ad den stejle klint.
Hvis man bevæger sig væk fra Geocentret, som for mange danner udgangspunktet for et besøg til Møns Klint, kommer man også væk fra menneskemylderet og ud på de mindre stier. Min mor og jeg gik en fantastisk tur gennem skoven ovenfor klinten fra Geocentret og nordpå.
Efter måske en times vandring gennem den lækreste grønne forårsskov, omgivet af fuglekvidder og med lejlighedsvist udsyn til klinten, kom vi til Liselund, et romantisk parkanlæg med bløde bakker, en anlagt sø, en lille kinesisk pagode og et lystslot i nyklassicistisk stil. Et smukt sted som ville have føltes helt paradisisk, hvis man f.eks. var stødt på det på en storbyferie, men som også stod i meget skarp kontrast til den vildere og mere utæmmede natur ved klinten.
Tilbage i København kigger jeg fra min altan på de mange svaler eller mursejlere, der i store flokke flyver rundt og rundt mellem husmurene i høj fart. Det er godt nok et andet fugleliv end det, deres artsfæller lever i huler gravet direkte ind i klinten på Møn. ”Hvad får jer til år efter år at vende tilbage til min baggård i Nordvestkvarteret, når I kunne leve livet i første parket til Østersøen?” har jeg lyst til at spørge dem. Måske har de ligesom mig en svaghed også for byens natur – den kæmpestore hængebøg i gården, altanerne, lommeparkerne, byhaveprojekterne, mælkebøtterne der skyder op mellem fortovsfliser?
Et par tips til Camønofarere her på falderebet:
– Besøg selvfølgelig Møns Klint men tag dig også tid til at udforske Klinteskoven og gå meget gerne et langt stykke ovenfor klinten både nord og syd for Geocentret
– Hvis du har tid i Stege, så besøg middelalderhaven ved siden af Stege Kirke og gå en flot grøn tur på den gamle byvold
– Besøg Liselund Slotspark med en god bog og en god madpakke
– Gå i vandet fra stranden ved Klintholm Havn og spis stegte fladfisk på Hyttefadet bagefter
– Hvis du bor på vandrerhjemmet i Magleby, så und dig selv en morgentur ad stien, der fører fra vandrerhjemmet op til Klintholm Gods. Herfra kan du gå videre gennem skoven til klinten, men det kræver et godt kort, for skiltningen er ret mangelfuld i den private del af skoven
– Camønoen er et fantastisk koncept, men for meget af den afmærkede vandrerute går langs landevejen efter min mening. Det kan derfor anbefales at blive gode venner med busserne 660R, 664 667 og 678, så vandringskræfterne i stedet kan bruges i de flotteste naturomgivelser.
